Kriseven

Krisecentre i DK

Hvis du er udsat for vold i hjemmet, så kan du og dine børn søge hjælp på et af landets mange kvindekrisecentre. Fagligt uddannet personale står klar til at yde akut støtte og give dig den omsorg og rådgivning, som du har brug for i den sårbare situation, du står i. På landets kvindekrisecentre vil du møde forståelse og du vil finde beskyttelse fra din voldsudøver.

Kan alle kvinder tage på et kvindekrisecenter

Et ophold på et krisecenter er et tilbud til alle kvinder over 18 år, som er blevet udsat for vold. Tilbuddet om hjælp gælder både kvinden og de børn hun har med sig. Du behøver ikke at bestille tid til en samtale med et krisecenter. De danske kvindekrisecentre har døgnbemanding til at tage imod dig og give dig akut støtte, omsorg og rådgivning.

Kvindekrisecentrene i Danmark ligger placeret i alle landets regioner og de tager imod kvinder, der har været udsat for vold i nære relationer. Der behøver ikke kun at være tale om fysisk vold. Det kan også dreje sig om psykisk, seksuel, økonomisk eller en anden form for vold som æresrelateret vold eller digital vold. Eller en kombination af disse.

Æresrelateret vold

Alle kvindekrisecentre i Danmark tilbyder ophold til kvinder med en anden etnisk baggrund end dansk og deres børn på lige fod med dansk fødte kvinder. Krisecentrene er bevidste om det høje trusselsniveau, der er mod kvinder, der har været eller er i fare for at blive udsat for æresrelatereret vold. Derfor er der også specielle foranstaltninger, der kan træde i kræft i situationer som disse.

Hvad koster et ophold på krisecenter

Et ophold på krisecenter betales fortrinsvis af din hjemkommune. Du kan risikere at blive opkrævet 88 kr pr overnatning. Men har du ikke pengene til at betale, så bliver du ikke afvist.  Du kan trygt henvende dig til et krisecenter uden at bekymre dig om betaling.